Log ind | PCguru - Hjælp til det med computeren

8. september 2008

Program til at lave hjemmeside i

Denne overskrift vil sandsynligvis vise sig at være falsk varebetegnelse for mange af de mennesker, der læser med her. Til dem vil jeg gerne sige: Undskyld mange gange!

Når jeg har valgt at skrive et indlæg med den overskrift skyldes det, at netop den vending optræder med stor hyppighed i min statistik. Det er åbenbart et spørgsmål, der optager folket. Selv bruger jeg mest Notepad++ til at lave hjemmesider i, men det er ikke kun en html eller css editor, det er en lidt mere avanceret udgave af den Notesblok, der følger med Windows.

Et eller andet får mig til at tro, at de mennesker, der efterlyser programmer til at lave hjemmesider i, er lidt nybegyndere på feltet. Det synes nemlig at være sådan, at folk, der har erfaring, bruger samme type programmer som mig selv, evt. i kombination med et CMS.

Der findes da også en hel del html-editorer på markedet. Nogle af dem er ikke helt billige. Jeg vil ikke nævne dem ved navn her, for så får søgemaskinerne bare mit indlæg galt i halsen, og det er der ingen, der er tjent med. Betalingsprogrammerne er nemlig ikke særlig gode! Microsoft laver et, der er enhver hjemmesidesnedkers mareridt. Macromedia laver også et, der koster en sær masse penge og ikke er særlig intuitivt at bruge, og sådan kunne man blive ved.

Der findes også nogle gode, gratis programmer til fremstilling af hjemmesider, og dem vil jeg gerne nævne. Det drejer sig om: Kompozer (tidligere kendt som NVU), Stone’s Webwriter (den er gratis at registrere og bruge for private) og Html-Kit.

Hvis du er begynder og har lidt kendskab til tekstbehandling, vil jeg anbefale Kompozer. Den virker stort set på samme måde som Word. Du kan gå til Ludvigs Hjørne for at se detaljer om, hvordan den virker.

Hvis du vil lære at lave ordentlige hjemmesider, bliver du nok nødt til at sætte dig ind i, hvordan koden er bygget op, og så ender du sandsynligvis med at bruge Notesblokken eller noget lignende, evt. i kombination med et CMS. Der er mange steder på nettet, hvor du kan læse om emnet. F.eks. html.dk, hjemmesideskolen, webdesign101, html-faq og w3 schools ikke at forglemme. De fire første links er til danske ressourcer, det sidste er på engelsk.

Som nybegynder er du muligvis bedst tjent med at starte med Kompozer og Ludvigs hjørne.

Der er lukket for kommentarer.