Log ind | PCguru - Hjælp til det med computeren

19. oktober 2008

Hen til kommoden og tilbage igen…

Tre dage inde i Asus eee oplevelsen har jeg følgende at berette: Det blev simpelthen for træls med det der Xandros operativsystem, og derfor mente jeg, at det måtte være en god idé at udstyre maskinen med Ubuntu, som jeg trods alt kender lidt til. Ved, hvordan man installerer nye programmer, får First Class til at virke og, ikke mindst, har et skrivebord!

Som sagt så gjort. Det gik ikke godt. Efter installationen meldte systemet error 2, og det var så det. Jeg satte den residente ekspert i gang med at løse problemet, eftersom jeg ikke selv kunne. Disse manøvrer tog hele dagen i går, uden held. Enten har vi (jeg) gjort et eller andet uopretteligt forkert, eller også er den der Ibex Ubuntu ikke klar til primetime. Don’t do this at home, kids!

Hvad så, gode råd var dyre og rådne dyr osv. Eksperten genetablerede Asus’en fra de medfølgende skiver, og jeg gav mig til at følge de opskrifter, der er på internettet for at få Xandros gjort mere konfigurabelt. Det skulle jeg nok have gjort fra begyndelsen. Nu har jeg et skrivebord, jeg kan køre synaptic og FirstClass og Skolekom virker. Så vidt, så godt.

Jeg har haft nytte af disse links: Det første for at tilføje repositorier (steder, hvor Linux kan hente programmer). Som manden skriver: Gør det hele, eller gør ikke noget af det. Alt eller intet. Det kan anbefales at tage en dyb indånding, en ekstra kop kaffe og en gennemlæsning, inden man går i gang. Opskriften virker, det er der ingen ben i. Det næste link handler om at installere kde desktoppen, som får Xandros, af mig kaldet Idiot-Linux, til at ligne – tjah, lad mig bare indrømme det: Windows.

Men alt i alt har jeg nu leget så meget med maskinen, at jeg nok er nødt til at beholde den ;-)

17. oktober 2008

En anden netbook

Man kunne alligevel ikke nære sig! Jeg måtte lige prøve at have fat i en netbook med et såkaldt solid state drev. Her er den så. Dette er skrevet, med en del møje og besvær, mine damer og herrer, på en Asus eee 900 og dens diminutive tastatur. Det med tastaturet er det første, der falder i øjnene. Tastaturet føles væsentligt mindre end det på Acer Aspire One. Det mest irriterende er, at entertasten er af samme størrelse og facon som tabtasten. Det betyder, at jeg skal sidde og kigge, hver gang. Nå, man kan jo vælge at sige, at tastaturet på denne model er et inputredskab på linje med musen eller det såkaldte pegeredskab.

SSD’et gør ikke meget væsen af sig. Det skulle jo også være en af fordelene ved det.

Styresystemet er en slags Linux for idioter. Jeg har ikke studeret det nærmere, men kan dog konstatere, at jeg fandt de ting, jeg indtil nu har skullet finde uden besvær. En af de “interessante” features ved systemet er, at det ikke umiddelbart er muligt at installere nye programmer på det. Internettet er dog aldeles oversvømmet med anvisninger på, hvordan man alligevel kan komme til det. Men det er interessant nok, at man ikke sådan lige kan komme til at installere noget, der tvinger hele systemet i knæ.

Man må også sige, at med de 16 GB, så er der heller ikke alverdens plads. Desuden kommer PC’en faktisk med alle de programmer, man sådan lige kan få brug for. Der er f.eks. Open Office 2, der jo indeholder både tekstbehandling, regneark og præsentationsprogram og i øvrigt er gratis og også fås til Windows. Webbrowseren er Mozilla Firefox, og der er Thunderbird til mail og news. Dertil kommer et par maleprogrammer, nogle spil, en ordbog osv. Men hvis jeg beholder denne maskine, skal jeg nok til at studere anvisningerne på internettet lidt nøjere. På lidt længere sigt er det dels ikke tilfredsstillende, at man ikke kan få nye programmer, dels er der faktisk programmer, jeg mangler på denne maskine. First Class klienten, f.eks. Jeg ved, at den fås i en version til Linux, så det er vel bare at klø på?

Hvis nogen skulle spørge mig lige nu, hvilken netbook jeg helst beholder, blev det nok Acer Aspire One. Dels på grund af det større tastatur, styresystemet Winxp, som jeg trods alt kender nærmest ud og ind, og endelig på grund af den 120 GB store harddisk er den trods alt mere af en “rigtig” PC. Den koster små 1000 kr. mere end nærværende Asus eee 900, og det kan da godt være noget, man skal have med i overvejelserne, selv om de efter min mening er godt givet ud. Men for godt 2000 kr. får man jo rimeligt meget computer også med en Asus eee 900. I mine unge dage har jeg såmænd brugt mere på diverse lommeregnere med funktioner, jeg aldrig nåede at bruge, og på et tidspunkt hvor de 2000 kr. også var sværere for mig at skaffe, end de trods alt ville være i dag.

Nå, men det er ikke nogen fornøjelse at skrive på dette tastatur, men det er dog muligt. Vender muligvis tilbage, hvis jeg finder noget, der er værd at melde.

« Forrige sideNæste side »